Tavsheden er brudt, og skammens lænker har jeg kastet af mig. Jeg er trådt ud af frygtens mørke og skyldens skygger, ind til det sted, hvor hjertet taler frit.
Barikan.
Der hvor kvinder ikke må eksistere
Solens varme kærlighed stråler over mit væsen; den kalder på mig.
Jeg løfter mine hænder, åbner mit bryst. Jeg længes efter at berøre dit varme kys.
Jeg rejser mig, jeg vil løbe i din favn, men jeg indser, at jeg ikke kan.
Den kolde stål omslutter mine håndled, opvarmet af vreden, der ulmer indeni,
en konstant påmindelse om de usynlige kæder, der binder og brænder mit indre og tænder smerter, ingen kan se.
Jeg holdes fast, lænket til jorden.
Jeg hører hver sten og hvert støvkorn hviske: ‘Du hører til her, hvor kvinder ikke må eksistere.’
Luften omkring mig er tung, ladet med tavshedens vægt, der trykker mod mit bryst,
en konstant påmindelse om de ord, jeg ikke må udtale, men som jeg sluger ned, dybt i halsen og maven – hvor ord ikke længere har plads.
Hver gang mine fødder søger lyset for at træde frem,
gribes jeg af jordens hårde greb, der trækker og vrider i mig.
Jeg holdes fast lige her, hvor kvinder ikke må eksistere.
Dagene er fængslende, og uroen i min krop er som ild, der brænder mig indefra.
Jeg ser mit lys brænde ud, og jeg kan ikke gøre noget mere.
Jeg er en kvinde, og her er der, hvor jeg ikke må eksistere.
Jeg trækker mig tilbage ind i min sjæl, mit beskyttelsesrum, hvor ingen kan ramme mig.
Nu, når mørket falder, kalder Månen.
Et net af stjerner lyser over mig, og jeg hører den blide hvisken: ‘Frygt ej, kom hjem, til mig.’
Jeg følger stemmen, og den leder mig til dybderne af mit indre, hvor stilheden bor.
Her, hvor urokkelig tro, modent mod og voksent håb venter.
Jeg ser ind i mørket, hvor lyset danser.
Jeg ser ind i mørket, hvor mit indre sanser.
Jeg ser ind i mørket, hvor friheden står med rank ryg.
Jeg ser ind i mørket, hvor kærligheden lyser op for min undergang.
Jeg løftes op i bevidsthedens favn, hvor jeg er.
Det er her, hvor kvinder må eksistere.
Det er her, hvor jeg eksisterer.
Februar 2024
Jeg frygter ikke ordet luder.
For dem, der kalder mig det,
frygter mig.
Barikan.
L U D E R E N på 65 år
Hun træder ind på mit kontor,
tårerne i hendes øjne venter
utålmodigt i en evighedskø.
Hendes mand forlod hende for tolv år siden,
ham, som efterlod hende med tre børn
og tømte huset for møbler,
mens hun hentede dem i skole
og handlede ind i Rema1000.
På tolvte år er hun hemmeligt skilt,
en hemmelighed, ingen må kende,
for så dømmer de hende som en LUDER,
en luder på 65 år.
Hun vil slippe lænkerne, siger hun,
vil bryde ud og smage friheden,
men uden lænker
er hun stadig luderen på 65 år.
Hun græder, hun sørger.
Se hende her –
endnu en refleksion af min mor,
endnu en refleksion af de kvinder, jeg møder,
som smiler udad
og skriger indad efter frihed.
Se mig her –
en refleksion af mig selv:
Jeg krammer mine lænker,
holder dem fast i favnen,
mærker deres kolde trøst.
Tvivlen rammer, smerten tager fat,
skammen hvisker,
og hun har kun ét sted:
Ensomheden.
I ensomheden er hun i tosomhed,
vender tilbage til de lænker,
der trøster hendes hjerte.
Hjertet længes hjem,
men hjemme er hun luderen på 65 år,
hjemme sidder skammen på tronen.
Hos skammen er hun slaven på 65 år.
maj 2024
Døm mig ikke for mine tørklæder, mit mørke slør.
Frygt mig ikke for min klædedragt, min tilsløring.
Jeg søger også fodfæste,
længes efter et sted at høre til,
en stemme, der kan blive hørt.
Jeg er også bange, for jeg er også bare
et menneske på vej hjem.
Fælles sikkerhedspolitik involverer både krig, klima og migration
Fælles indsats om at sikre vækst gennem kvalificeret arbejdskraft fra udlandet
