At vokse op med systematisk og strukturel kvindeundertrykkelse, er en af de første regler piger lærer, er reglen om at være tavs. Tavshed er et redskab til at overlever. Fordi når vi er tavse, skabes ro og orden i den retning, der lagt for os på forhånd. Din ord kan koster dig dit liv. Derfor være tavs!
Det er en tavshed, som på ingen måde er tom. Den er fyldt med indre kamp mellem det gode og det onde. Mellem længslen efter frihed og underkastelsen. Det er den tavshed, der har formet generationer af kvinder. Flere generationer end jeg kan rummer.
Denne tavshed båret af skyld, af skam, af frygt, af forventning, hvor kvinden aldrig blev til for sig selv – men altid til for andre. En datter for familiens ære. En hustru for mandens omdømme. En mor for slægtens videreførelse.
Hun blev gjort til et middel, aldrig et mål. Et redskab i andres hænder, en brik i andres spil, en krop uden ejerskab.
Og tavsheden blev forklædt som dyd. Som moral. Som kærlighed. “Sådan er det bare,” blev vi fortalt. “Sådan har det altid været.”
Men tavshed er ikke natur. Tavshed er skabt. Og det, der er skabt, kan brydes.
Fra begyndelsen havde du kraften i dig.
Den blev lagt i dig, da du kom til verden – ren, fri og hel. Men patriarkatet, traditionen og tavsheden lærte dig at tvivle på den. Du fik at vide, at du skulle fortjene din frihed. At du skulle være dydig nok, stille nok, stærk nok, dansk nok, kurdisk nok – altid nok for andre, aldrig nok for dig selv.
Det var løgnen.
Din kraft var aldrig afhængig af tilladelser eller stemplet fra et miljø. Den har altid tilhørt dig. Og den kan kaldes hjem igen.
Der sker noget mirakuløst, når en kvinde bryder tavsheden.
Når hun siger højt: Mit liv er mit, er det ikke kun et privat statement. Det er et jordskælv. For hver gang en kvinde nægter at tie, siger hun fra på vegne af millioner. Hun bryder ikke kun sin egen lænke – hun sprækker hele den kæde, som generationer er bundet af. Og derfor er modstanden så voldsom. Derfor bliver de kvinder, der taler, ofte mødt med had, trusler og smædekampagner. Ikke fordi de tager fejl – men fordi de har fat i sandheden. Systemer, der lever af kvinders tavshed, kan ikke tåle kvinders stemmer.
Vi arver mere, end vi aner. Ikke kun øjne og hårfarve, men også frygt, skam og tavshed.
Men alt, hvad der er arvet, kan også standses.
Du kan være den første i din familie, der siger: Det stopper her. Og i det øjeblik du gør det, ændrer du historiens retning. Ikke kun for dig selv, men for dine døtre, søstre, veninder – og for de kvinder, der endnu ikke er født.
Ejerskab er et ord, vi skal tage tilbage. Det betyder, at du ikke længere lever på lånt tid. At du ikke længere spiller en rolle skrevet af andre.
Ejerskab betyder:
Ejerskab er ikke teori. Det er praksis. Det er, når du siger “nej”, du aldrig før turde sige. Når du siger “ja” til dig selv, selv når andre kalder dig egoist.
Når du står fast, selv når frygten skriger.
Det er ejerskab. Og det er her, din frihed begynder.
Jeg møder mange kvinder, der stadig lever i præstation. De gør alt for at være de bedste døtre, hustruer, mødre, ansatte, borgere. De bærer hele verdens forventninger på skuldrene – og mister sig selv undervejs.
Men frihed findes ikke i præstation. Frihed findes i at være dig selv uden undskyldning.
At leve i ejerskab er at gå fra performance til autenticitet.
Fra at leve for andres blik til at leve i din egen sandhed.
Fra at være gæst i dit eget liv til at være den, der ejer nøglen.
Det sværeste ved at bryde tavsheden er følelsen af at stå alene. Alt for mange kvinder tror, deres kamp er privat. At deres smerte er personlig. At deres ensomhed er bevis på, at de ikke er stærke nok. Men ensomheden er ikke din. Den er systemets.
Den er patriarkatets stærkeste våben.
Derfor er fællesskabet afgørende. Når én kvinde siger: Mit liv er mit, giver hun styrke til tusinder. Når vi deler vores historier, når vi løfter hinanden, mister tavsheden sit greb. Vi er aldrig alene. Og vi behøver aldrig være det igen.
Jeg insisterer: Min kvindekamp er en menneskekamp. For når en kvinde nægtes retten til at eksistere frit, mister vi alle. Når hun tvinges til tavshed, bliver vi alle fattigere. Vi kan ikke tale om demokrati, frihed og lighed, hvis halvdelen af menneskeheden stadig ikke regnes som hele mennesker. At redefinere kvindekampen er at insistere på, at retten til eget liv – retten til at vælge, retten til frihed – tilhører os alle.
Hvis du mærker, at det er tid – tid til at bryde tavsheden, tid til at kalde kraften hjem – så er du allerede på vej.
Jeg har skabt rum til denne rejse:
For jeg ved, at når én kvinde træder ind i den kraft, der altid har været hendes, sker mirakler. Hun bryder ikke kun friheden frem for sig selv. Hun tænder gnisten for andre. Og hun skriver et nyt kapitel i historien – hvor tavshed ikke længere er arven.
Til sidst
Jeg skriver dette, fordi jeg ved, hvor svært det er. Men jeg skriver det også, fordi jeg ved, at vi kan.
Det er tid til at rejse os.
Tid til at eje vores krop, vores grænser, vores historie.
Tid til at bryde tavsheden – og leve det liv, vi altid har haft ret til.
Så jeg spørger dig: Er du klar?
For kraften er allerede din.
Skrevet af Barikan Ismaeeli Solecki
Dato: 8.9.2025
Indholdet på denne blog må gerne deles på sociale medier med tydelig kildeangivelse.
Hvis du ønsker at bruge materialet i projekter, publikationer eller andre sammenhænge, bedes du kontakte mig via kontaktformularen her.
© Barikan Ismaeeli Solecki | Terms and conditions | Refund and returns
