Regeringen kalder min sag den glemte kvindekamp. Og det er til dels rigtigt- den er glemt. Ikke af danskerne. Den er glemt af de kvinder, den egentlig handler om. Min mor, hendes veninder, mine søstre og alle de kvinder jeg har mødt gennem mit arbejder igennem i over 10 år. Jeg er også en af de kvinder. Og tro mig, vi er tusindvis i Danmark. Vi lever her, vi arbejder her, vi bidrager, vi elsker. Vi er mødre, døtre, søstre, kollegaer og samarbejdspartner. Vi er overalt – og alligevel usynlige. Alt for mange af os kæmper en kamp, som ingen ser. En kamp i ensomhed. En kamp uden sprog. En kamp, hvor mange ikke engang ved, hvad det er, de egentlig kæmper for og imod. Men én ting har vi til fælles: længe før vi blev født, blev vores eksistensberettigelse taget fra os.
Vi er kvinder. Og i et patriarkalsk menneskesyn og et samfund bygget af autoritære teokrater er kvinden aldrig et helt menneske. Hun er et objekt, en funktion, en pligt. Hun er en brik i en større orden. Hun er altid middel til målet. Kvindeundertrykkelse er ikke en undtagelse. Den er regel. Den er norm. Den er tradition. Den fremstilles som moralsk korrekt, som etisk nødvendigt, som et fundament for et “sundt” samfund og stærkt fællesskab. At leve som kvinde i en patriarkalsk verden er at leve i en konstant påmindelse om, at du ikke ejer retten til at være til. Du kan være til stede – men aldrig helt. Aldrig frit. Aldrig dig selv.
Og når vi endelig rejser os, når vi finder stemmen og taler højt, så bliver vi straffet. Ikke kun af vores biologisk familie. Vi stræffes i kollektiv af miljøet, nærer relationer, bekendte og mennesker vi aldrig har mødt, set eller talt med, men som er i miljøet. Vi kender alle historierne. Kvinder, der bliver truet, forfulgt, udskammet, udstødt – alene fordi de tør sige: Mit liv er mit. Min stemme ejer jeg. Jeg er et fri menneske. Det sker for kendte kvinder, der står frem og vier sit liv til at bekæmpe undertrykkelse gennem sit arbejde som aktivist, debattøren, politikere eller forfatter. Det sker for ukendte kvinder, der vover at sige fra i deres familier eller netværk. Den sociale straf er benhård, for den rammer dér, hvor det gør mest ondt: i relationerne, i fællesskabet, i tilhørsforholdet. Det er ikke kun social udstødelse. Det er et psykologisk død.
Om vi vil det eller ej, kommer vi alle – også her i Danmark – fra samfund og miljøer, hvor autokrati og patriarkat er den skjulte grundvold. Det gennemsyrer sproget, familierne, traditionerne. Det ligger i de uskrevne regler, vi sjældent tør stille spørgsmålstegn ved. Et af de mest fundamentale vilkår for os kvinder i denne arv er netop fraværet af eksistensberettigelse. Vi bliver ikke regnet for hele mennesker. Ikke som individer med ret til frihed, stemme og selvstændighed. Og det er her, al vores smerte, sorg og længsel udspringer fra. At vi aldrig fik lov til at eje vores liv.
Men her ligger også begyndelsen på vores frihed. For når vi først ser dette vilkår i øjnene – når vi tør kalde det, hvad det er – kan vi begynde at tage retten tilbage. Det øjeblik vi insisterer på, at vi har ret til at eksistere som frie kvinder, begynder vi at bryde arven.
Det øjeblik vi siger: Jeg har ret til at være her. Jeg har ret til at tale. Jeg har ret til at elske. Jeg har ret til at vælge. – dér river vi rødderne op med alt, hvad de har bundet os til. Det er her, den internaliserede undertrykkelse stopper. Det er her, kvindekampen redefineres.
Kvindekampen er ofte blevet reduceret til et ydre opgør – en politisk sag, en social kampplads. Men den virkelige kamp begynder indefra, langt fra politik og den offentlige debat.
Den indre undertrykkelse – skammen, skyldfølelsen, tavsheden – er arven, vi bærer videre, hvis vi ikke tør gøre op med den. Når vi frigør os indefra, frigør vi ikke kun os selv. Vi åbner en vej for andre. Hver gang én kvinde nægter at tie, skaber hun plads til tusinder.
Hver gang én kvinde insisterer på sin frihed, ryster hun selve fundamentet under patriarkatet. Hver gang hun siger fra over for én person, siger hun fra overfor millioner af mennesker, der abbonerer på kvindeundertrykkelse som skik og som sandhed. Det er ekstrem stort.
Det kræver ikke bare mod, men en stærk moral at sige fra. Som den tyske filosof Immanuel Kant (1724–1804) ville sige, ligger moralens kerne ikke i konsekvenserne af vores handlinger, men i viljen bag dem. Når vi tier, opretholder vi undertrykkelsen – ikke bare af os selv, men af hele fællesskabet af kvinder og små piger. Når vi siger fra, risikerer vi udstødelse, men vi handler ud fra en god vilje: ønsket om at bryde med uretten.
I generationer har kvinder accepteret undertrykkelsen som en slags almengyldig lov, noget man ikke kan stille spørgsmålstegn ved. Derfor kan mange stadig ikke se de blinde vinkler eller endda komme til at forsvare den kultur, der binder dem fast. Men netop her ligger bruddet: At sige fra er at insistere på, at vi ikke længere er midler for andres ære, fællesskab eller religiøse orden. Vi er mål i os selv – hele mennesker med iboende værdighed. Og det er derfor, den glemte kvindekamp er så voldsom. Derfor er reaktionen så hård og ofte ekstremistisk. Fordi vi ikke længere accepterer at være tavse brikker i et spil, vi aldrig selv har valgt.
Opgøret med negativ social kontrol er ikke bare et opgør med kulturelle normer og praksisser. Det er et opgør med et helt moralsk kodeks – med en uretfærdig løgn, der i generationer er blevet ophøjet til almengyldig sandhed. Som Kant ville sige, er det et brud med en falsk “almengyldig lov”, der aldrig burde have haft gyldighed. Derfor er det flere kampe på én gang: den sociale, den kulturelle – og den moralske.
Alt for mange kæmper alene. Alt for mange tror, deres smerte er privat. At deres kamp er personlig. At deres ensomhed er et udtryk for svaghed. Men ensomheden er ikke personlig. Den er strukturel og systematisk.
Den er selve mekanismen, der holder os på plads. Når vi tror, vi står alene, mister vi kraften til at gøre modstand. Derfor er fællesskabet afgørende. At vi ser hinanden. At vi siger tingene højt. At vi løfter hinanden. For sandheden er: vi er aldrig alene.
Derfor siger jeg: Min kvindekamp er en menneskekamp. For når en kvinde tvinges til tavshed, mister vi alle. Når hun nægtes retten til at vælge, svækkes hele menneskeheden. Vi kan ikke tale om demokrati, frihed og lighed, hvis halvdelen af menneskeheden stadig ikke regnes som hele mennesker. At redefinere kvindekampen er at insistere på, at retten til eget liv – retten til frihed, retten til at vælge – tilhører os alle.
Min mission er ikke kun at advokere.
Det er at hele. At styrke. At skabe rum for, at kvinder kan omskrive historien ved at tilbagekalder sin RET og FRIHED.
En historie, hvor vi ikke længere arver undertrykkelsen, men bryder den.
En historie, hvor hver kvinde – uanset baggrund – kan leve, tale og lede som den, hun blev født til.
En historie, hvor vores døtre vokser op uden at skulle kæmpe for retten til at eksistere.
Det er dér, kvindekampen bliver redefineret. Og det er dér, menneskets frihed begynder.
Skrevet af Barikan Ismaeeli Solecki 3.9.2025
Indholdet på denne blog må gerne deles på sociale medier med tydelig kildeangivelse. Hvis du ønsker at bruge materialet i projekter, publikationer eller andre sammenhænge, bedes du kontakte mig via kontaktformularen her.
© Barikan Ismaeeli Solecki | Terms and conditions | Refund and returns
